Freelancing indenfor softwareudvikling bliver mere og mere almindeligt. Der findes et hav af konsulent-brokere som forbinder arbejdsgiver med arbejdstagere. En tidligere kollega jeg talte med for nylig, havde en interessant observation: Indenfor håndværksfagene er det ikke ualmindeligt at faggrupperne kører i sjak, dvs. en mindre gruppe kollegaer som kender hinanden og er vant til at arbejde sammen. Min kollega observerede at det ikke var ualmindeligt at se sjak der arbejder for skiftende håndværkermestre – man bliver sammen, fordi man er gode sammen.

murersjak

Murersjak fra Farum fra omkring år 1900. Foto: Furesø Museer.

Hvorfor ser vi ikke den slags indenfor softwareudvikling? Typisk sendes store opgaver i udbud, hvor leverandørerne stiller med udviklerteamet. Eller også hyrer man enkeltpersoner ind i sit eksisterende team for at få adgang til en bestemt kompetence eller blot at lukke et hul i ressourcearket.

Men hvad med de opgaver der ligger ind i mellem? Og hvad hvis leverandøren selv mangler folk til at løse den kontrakt man netop har vundet?

Hvis man kigger på de opgaver der udbydes af de mange konsulent-brokers som forbinder freelancemarkedet med arbejdsgiverne, er der næsten uden undtagelse efterspørgsel efter enkeltpersoner. Hvordan kan det egentlig være at vi ikke ser opgaver som med fordel løses af mindre teams? Er det arbejdsgiverne der ikke kan overskue hvor store opgaver de står med? Er det udbudsregler der spænder ben? Hvorfor, spurgte min gode kollega, er der ikke nogen der hyrer softwareudviklere i sjak?

Et mindre, agilt team kan bestå af en scrum master og en håndfuld udviklere med forskellige kompetencer. Nogen er gode til integration, andre front-end. Og nogen har det store overblik og kan kommunikere hvordan løsningen skal realiseres. Scrum masteren styrer de lovede leverancer og sikrer arbejdsro.

Jeg tror på at folk der kender hinanden og får lov til at arbejde med de teknologier de er bedst til, er utroligt meget mere produktive end nye teams, hvor man først skal finde sin plads, lære et nyt framework, og den valgte metode. Alle har deres plads, og ved hvor de kan få hjælp til de problemstillinger der måtte dukke op.

I aety kan vi lide at arbejde sammen, vi kender hinanden, og ved hvem der er gode til hvad. Vi arbejder agilt, og kan stille med egne værktøjer til udvikling, projektstyring og dokumentation. Står du og mangler et sjak til dit næste projekt? Så slå på tråden og lad os finde ud af om der er muligheder.

Skriv et svar

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Post comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.